Bil-kirkegården i Ryd, Småland, Kronoborg lan, Sverige,

Sommer 2011

 

I slutningen af 1930’erne slog Åke Danielsson sig ned ved mosen vest for Ryd og begyndte at grave tørv.

I længden var det ulønsomt, og i 1940’erne gik han over til at skrotte biler.

Hans skrothandel lå ved den gamle vej mellem Ryd og Hässleholm.

I 1960’erne blev der bygget en ny hovedvej, og der kom ikke længere kunder forbi skrothandlen.

Bilerne blev stående i vejkanten, og langsomt fik stedet lov til at forfalde.

En sælsom bilkirkegård
I dag kan man opleve et sælsomt skovlandskab med omkring 150 gamle, rustne bilvrag fra især 1940’erne og 1950’erne,

som langsomt er ved at gå i opløsning i skovbunden. Her finder man Morris, Austin, Opel, Volvo, Renault og mange flere.

Det ældste bilvrag er en Scania fra 1933.

Her er også cykler, knallerter, jernkomfurer, fælge og dæk, men en del er kommet til efter at Åke Danielsson forlod stedet.

Malingen er for længst skallet af bilerne, og rusten har forvitret metallet.

Grene og buske gror op gennem vragene, som er ved at gå i ét med skoven.

De fleste biler er ribbet for løse dele, ofte er der kun den ydre form tilbage – og så rattet.

Ruderne er knust, og mange af de løsdele og det værktøj, der oprindeligt lå her, er forsvundet i tidens løb.

Bilfantasternes kultplats
En seddel forkynder, at man er på hellig jord, og at man skal respektere dette bilernes sidste hvilehjem.

Derfor begår man helligbrøde, hvis man ødelægger eller fjerner ting fra pladsen.

"Ni är på helig mark! Inte en kvist får brytas, inte en del får skadas, ve den som på något sätt skadar eller tillgriper någet från denna plats.

Ve ock de myndighetsutövare som i överdriven nit ens snuddar vid tanken på förstörelse av detta unika område, en bilfantasternas kultplats".

Man fornemmer klart den konflikt, som bilkirkegården har givet anledning til.

Bilerne fik i mange år lov til at passe sig selv, indtil der gik politik i sagen, og kommunalbestyrelsen i Tingsryd krævede grunden ryddet.

Det medførte en lang række protester fra bl.a. Smålands Museum i Växjö og lokale kræfter.

I 2001 besluttede kommunalbestyrelsen så at bilkirkegården kunne blive liggende til 2050.

Natur eller kultur?
Bilernes kirkegård er et unikt sted, der indbyder til reflektion og eftertænksomhed. Her har naturen gået sin gang.

Man kan gå rundt og betragte de mange modeller og former og vil måske spørge sig selv,

om det man ser er natur eller kultur.. Der er en sær blanding, hvor naturkræfterne til sidst vinder.

"Låt oss därför stilla glida fram, lyssna till vindens sus i trädkronorna och betrakta Moder Mosse,

som med varsam hand kramar bilarnas bräckliga skal och långsamt tag

tillbaka vad Jorden en gång har lånat människan att förvalta".

(seddel på bilskrotten).

Beliggenhed


Bilkirkegården ligger ud til vej 119, to kilometer vest for Ryd i det sydlige Småland.

Hvis du kommer fra Lönsboda i det nordøstlige Skåne og fortsætter ad vej 119 mod Ryd,

ligger bilkirkegården på venstre side af vejen. Et skilt viser ind til pladsen.

  Luk siden